Godtgemt 21, Bagsværd

Håndværker tilbud 3 værelses lejlighed med vestvendt altan

Se bolig

Godtgemt 21, st tv,
2880 Bagsværd

  • Kontantpris 1.795.000 kr.
  • Ejerudgift pr. mdr. 2.651 kr.
  • Ejendomstype Ejerlejlighed
  • Energimærke F
  • Byggeår 1955
  • Boligareal 65 m²
  • Værelser 3
  • Stuer 1

Velindrettet 3V’er med altan og stort potentiale

- Yderst attraktiv adresse i Aldershvilekvarteret

Turen går til Bagsværd, som byder på perfekte betingelser for tilværelsen. Bydelen placerer sig midt mellem Hareskoven og Bagsværd Sø, så de naturskønne omgivelser venter på jer lige udenfor døren. Samtidig står byen til rådighed med alt, hvad I behøver, for at få hverdagen til at gå op, så der er tale om en optimal kombination af by og natur.

Her i hjertet af bydelen folder det yderst eftertragtede Aldershvilekvarter sig ud med nogle af områdets mest attraktive adresser. Lige her venter jer en fantastisk mulighed for at skabe jeres helt egen drømmebolig. I kan nemlig overtage nøglerne til denne treværelses lejlighed, som rummer et stort potentiale, og som med lidt knofedt, maling og kærlige hænder kan forvandles til en bolig lige efter jeres ønsker.

I flytter ind i en klassisk rødstensejendom fra 1955, og her kan I først og fremmest glæde jer over den veldrevne ejerforening og det fælles vaskeri. Bygningen danner desuden rammen om et hyggeligt gårdmiljø, hvor I kan nyde sommervejret i grønne omgivelser. Herfra er der få skridt op til den høje stuelejlighed, hvor entréen står parat til at tage godt imod jer. Her er fin plads til at byde jeres kommende gæster velkommen, og det indbyggede skab sørger desuden for opbevaringsplads til sko og overtøj. Allerede herude kan I glæde jer over parketgulvet, som pryder flere af rummene, og som blot trænger til en slibning, før det på ny vil bringe sjæl og charme til lejligheden. Fra fordelingsentréen får I adgang til samtlige rum, og de 65 kvadratmeter fordeler sig på et rummeligt køkken med rigelig skabsplads, to gode værelser, en stor, lys stue og et badeværelse, som kun trænger til en lille opdatering for at fremstå pænt og tidssvarende - her er både vindue til udluftning og en fin bruseniche.

Lejligheden er perfekt orienteret, så I på det ene værelse kan vågne til dagens første stråler, mens både stuen og det største værelse fyldes med lyset, som strømmer gennem de vestvendte vinduespartier. Og I skal ikke bekymre jer om plads til garderoben, for i begge værelser kan I uden problemer indrette jer med garderobeskabe. Rigelig plads er i det hele taget et nøgleord, for i stuen kan I sagtens etablere både spiseafdeling og sofaarrangement, så der er lagt op til hyggelige hverdagsstunder og festlige begivenheder. Gennem vinduerne får I desuden en forsmag på altanens udsigt over gårdens grønne trækroner, og altandøren leder jer udenfor i solen. Den vestvendte altan giver jer en lille udendørs oase, hvor I kan nyde fred, ro og frisk luft.

Og endnu mere frisk luft venter jer, når I bevæger jer omkring i jeres nye nærområde. I kan på ti minutter slentre til Bagsværd Sø, hvor I både kan nyde lange gåture til lands eller tage bådfarten til vands - de fine både sejler jer omkring i det smukke landskab, hvor I kommer forbi alt fra Aldershvile Slotspark til Sophienholm, som inviterer på både kunstudstillinger og koncerter. Den naturskønne beliggenhed kombineres på fornemmeste vis med kort vej til byens goder. I bliver naboer til indkøbsmulighederne i Bagsværd Centrum og S-toget ved Bagsværd Station, som ligger få minutters gang fra jeres hoveddør - det bliver altså en snild sag at tage turen mod København. Som prikken over i’et har I kun få minutter i cykelsadlen, før I befinder jer i centrum af Kongens Lyngby, hvor caféer, spisesteder og butikker ligger på stribe.

Kort fortalt, her venter jer en bolig med et stort potentiale og en beliggenhed, der ikke er en finger at sætte på - alt dette henvender sig både til parret og den nystartede familie, eller det kan måske være et oplagt forældrekøb til vennerne, der gerne vil dele adresse.


Godtgemt 21, st tv,
2880 Bagsværd

Ledige tider til fremvisning

Tilbage til datoer Næste dag

Jeg vil gerne booke en fremvisning

Annuller

Book fremvisning

For fremvisning uden for ovenstående tidspunkter kontakt os venligst telefonisk.